Gertrude Stein: Portrætter af enhver

149.00 DKK

Ikke på lager

Beskrivelse

Portrætter af enhver
Gertrude Stein
2012
192 s.
149 kr.

Sammen med Gertrude Steins portrætter: 225 kr.

ISBN 978-87-92684-24-0

Redigeret af Solveig Daugaard, Laura Luise Schultz og Tania Ørum og oversat af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Oskar Sjøgren, Laura Luise Schultz og Tania Ørum.

Med forord af Tania Ørum og efterord af Solveig Daugaard.

Portrætter af enhver er et udvalg af de mange litterære portrætter af venner og gæster, som Gertrude Stein skrev gennem hele sit forfatterskab.

Som salonværtinde og samler af moderne kunst i 1910ernes og 20ernes Paris mødte Stein et væld af forfattere og kunstnere, der i dag står som kunst- og litteraturhistoriske mastodonter. Mange af dem blev genstand for et verbalt portræt. Herunder Matisse, Picasso, Cézanne, Juan Gris, Marcel Duchamp, Sherwood Anderson og Isadora Duncan, hvis portrætter alle er inkluderede i udvalget.

Portrætterne blev en kunstnerisk tumleplads for Stein. Her kunne hun lege med og udforske forholdet mellem identitet, umiddelbar erfaring og fremstillelighed. For nutidige læsere er portrætterne en særdeles sprudlende læseoplevelse. Dels fordi de som stærkt originale sproglige kunstværker formår at videreformidle den levende interesse for andre mennesker, som de er skrevet på. Og dels fordi de puster til en almindelig biografisk nysgerrighed vedrørende deres motivpersoner. En nysgerrighed som de både tilfredsstiller og skuffer gennem deres meget forskellige måder at gestalte personer og personlighed på, uden om en traditionel biografisk fortælling.

Portrætter af enhver består af atten portrætter skrevet mellem 1910 og 1928. Udvalget afspejler den store stilistiske diversitet i Steins skrift i denne årrække. De fleste af teksterne er første gang udgivet i bogform i samlingerne Geography And Plays (1922) og Portraits And Prayers (1934), mens et enkelt først er udkommet posthumt.

Portrætter af enhver fortsætter den systematiske introduktion af Gertrude Steins forfatterskab til danske læsere, som Arena påbegyndte i 2006 med Stein taler, et udvalg af Steins foredrag. Udgivelsen er tosproget.

Portrætter af enhver er oversat til dansk af et kollektiv bestående af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Oskar Sjøgren, Laura Luise Schultz og Tania Ørum. Udgivelsen er forsynet med et forord af Tania Ørum samt noter og efterord af Solveig Daugaard.

Samtidig med Steins portrætter udkommer Solveig Daugaards companion hertil, Gertrude Steins portrætter, som giver den interesserede læser en grundigere indføring i portrætgenren i Steins værk. Læs mere her.

Se alle udgivelserne i Klassikerserien her.

Om forfatteren
Gertrude Stein (1874-1946) er amerikansk forfatterinde med et betydeligt og omfangsrigt forfatterskab bag sig. Hun tilhører den store modernistgeneration af kunstnere og er samtidig med navne som Proust og Picasso. Hendes forfatterskab er ofte blevet anset for at være vanskeligt tilgængeligt, hvorfor hun først sent har opnået en fortjent anerkendelse for sit betydelige bidrag til litteraturens kanon.

Fra udgivelsen

LIPCHITZ

Som og som sandsynligt og sandsynligt sandsynligt og sandsynligt som og som.
Han havde en drøm. Han drømte han hørte en fasan kalde og meget sandsynligt kaldte en fasan.
Til hvem gik.
Han havde en drøm han drømte han hørte en fasan kalde og mest sandsynligt kaldte en fasan.
I tide.
Dette og tyve og to-og-fyrre giver hver gang hundrede og to tredive.
Til enhver tid to og sig til.
Da jeg først kendte ham kiggede kiggede han gennem glasset og kyllingen. Da jeg da kendte ham kiggede kiggede han på at kigge på at kigge. Da jeg kendte ham da stod han da så ømt. Da jeg kendte ham da var han da efter da til da omkring da og da jeg kendte ham da var han da vi da og da for da. Da jeg kendte ham da var han for da omkring da som da så da til da i da og så.
Han behøver aldrig få det at vide.
Han behøver aldrig han bestøver aldrig men så så kan de synke sætte og rejse sig og underrette og forsøger. Kan i længden være lang. Nej bestemt og en sang. En sang om så meget så.
Da jeg kender ham ser jeg på ham efter ham og jeg ser på ham efter ham og jeg ser på ham efter ham da jeg kender ham.
Jeg kan rigtig godt lide dig.