Beskrivelse
Familiebånd
Clarice Lispector
2011
171 s.
170 kr.
Oversat af Tine Lykke Prado
ISBN 978-87-92684-18-9
Brasilianske Clarice Lispector (1920-1977) er en rigtig verdensforfatter, som længe har været ulæst i Danmark. Nu præsenterer Arena hendes gennembrudsværk, novellesamlingen Familiebånd (Laços de família), på dansk.
Familiebånd udkom første gang i 1960, men de verdener, som de tretten alvorlige og ustyrligt morsomme fortællinger åbner for os, overrasker stadig læseren. Fortællingerne er for så vidt genkendelige hverdagsstykker. De handler om skolepiger, hjemmegående husmødre med dårlige nerver, småborgerlige familiefester. Men Lispectors skrift opholder sig ikke ved tingenes overflade. Konstant løber tanken og begæret løbsk, og læseren føres nye steder hen.
“Hvis Kafka havde været kvinde, hvis Rilke havde været en jødisk kvinde født i Ukraine, hvis Rimbaud var blevet mor, hvis Heidegger havde kunnet ladet være med at være tysk. Det er i den ånd Clarice Lispector skriver.”
– Hélène Cixous
Om forfatteren
Clarice Lispector blev født i Tchechelnik i Ukraine i 1920. Familien emigrerede kort efter til Brasilien. Hun døde i 1977 og efterlod med sine mange romaner og kortere fortællinger et enestående bidrag til verdenslitteraturen, der er oversat til alverdens sprog. På dansk er tidligere udkommet Passionen ifølge G.H. (1964, da. 1995) og Stjernens time (1977, da. 1989).
Fra udgivelsen:
En høne
Det var en søndagshøne. Den var i live endnu, fordi klokken kun var ni om morgenen.
Den virkede rolig. Lige siden lørdag havde den trykket sig i et hjørne af køkkenet. Den så ikke på nogen, og ingen så på den. Selv da de havde valgt den og krænket dens privatliv ved at be famle den skødesløst, havde de ikke kunnet afgøre, om den var fed eller mager. Og der havde ikke været noget bemærkelsesværdigt ved den.
Derfor var det noget af en overraskelse, da de så den baske med vingerne, puste sig op og efter to-tre forsøg nå op på muren omkring terrassen. Der tøvede den et øjeblik – nok til at kokkepigen nåede at udstøde et skrig – og kort efter var den ovre på naboens terrasse, hvorfra den, efter endnu en klodset flyvetur, nåede op på taget. Der sad den så som en hjemløs udsmykning, og hvilede snart på det ene ben, snart på det andet. Familien blev tilkaldt og så vantro søndagsfrokosten sidde oppe ved siden af skorstenen. Husets herre iførte sig, mens han tænkte, at det både var nødvendigt at dyrke en form for sport engang imellem og at få noget frokost, henrykt et par badebukser og besluttede at følge hønens rute: i et par forsigtige spring nåede han taget, hvor den rystende og tøvende høne omgående valgte sig et nyt mål. Jagten blev nu intensiveret. Fra tag til tag gik det over stok og sten hen over mere end en husrække. Lettere uvant med en sådan vild kamp for overlevelse, måtte hønen selv bestemme sig for, hvilken vej den skulle løbe, uden nogen som helst hjælp fra sin egen race. Og manden var tilmed den fødte jæger. Lige meget hvor nederdrægtig jagten blev, så lød sejrsråbet gennem luften.
Alene i verden, uden hverken mor eller far, pilede hønen af sted, snart gispende, snart tavst koncentreret. Under flugten flaksede den stakåndet hen ad en tagrende, og mens forfølgeren forcerede andre forhindringer med besvær, havde den lige tid til at samle kræfter et øjeblik. Og da syntes den så fri.
Dum, genert og fri. Ikke sejrsikker som en hane på flugt. Hvad var der i hønens indre, som gjorde den til et væsen? Hønen er et væsen. Det er rigtigt nok, at man ikke ville kunne regne med den til noget som helst. Og end ikke hønen regnede med sig selv, som hanen, der stoler på sin kam. Dens eneste fordel var, at der fandtes så mange andre høns, at når en døde, dukkede der straks en anden op så vellignende, som havde det været den samme.
Men en af de gange, hvor den standsede op for at nyde sin stræben efter frihed, indhentede manden den. Og under skrig og fygende fjer blev hønen taget til fange. Straks efter blev den båret i triumf ved en vinge hen over tagene og plantet på køkkengulvet med en vis brutalitet. Endnu svimmel rystede den sig lidt under hæs og ubestemt kaglen.
Da skete det. Af ren og skær befippelse lagde hønen et æg. Overrasket og udmattet. Måske var ægget for tidligt lagt. Men straks efter, som var den den fødte mor, lignede hønen en gammel erfaren mor. Den lagde sig oven på ægget, og sådan blev den liggende og trak vejret dybt, mens den plirrede med øjnene. Dens hjerte, der syntes så lille på en tallerken, fik fjerene til skiftevis at hæve og sænke sig, og varmede det, der aldrig ville blive til andet end et æg. Kun husets lille pige stod ved siden af og iagttog rædselsslagen det hele. Knapt havde hun løsrevet sig fra begivenheden, før hun sprang op og kom løbende, mens hun råbte:
– Mor, mor, du må ikke slagte hønen, for den har lagt et æg! Den elsker os!
Alle løb ind i køkkenet igen og samledes tavse rundt om den unge drægtige mor. Den varmede sit afkom, og den var hverken mild eller arrig, hverken glad eller trist, den var ikke noget, den var en høne; hvilket ikke fremkaldte nogen særlig sindstilstand. Faderen, moderen og datteren havde stået og kigget et stykke tid, uden at tænke på noget. Ingen af dem havde nogensinde aet en høne på hovedet. Endelig fastslog faderen med en vis heftighed:
– Hvis du slagter den høne, vil jeg aldrig nogensinde mere spise høns i mit liv!
– Heller ikke mig! svor pigen lidenskabeligt. Moderen trak opgivende på skuldrene.
Helt uvidende om således at have fået livet tilbage, blev hønen nu en del af familien. Når pigen kom hjem fra skole, kastede hun skoletasken fra sig i løb, på vej lige ud i køkkenet. En gang i mellem kom faderen i tanke om historien: “Tænk, at jeg tvang den til at løbe i den tilstand!” Hønen blev husets dronning. Alle, undtagen den, vidste det. Den blev ved med at spankulere frem og tilbage mellem køkkenet og bagterrassen, og benyttede sig af sine to medfødte talenter: apati og forskrækkelse.
Men når alle var stille i huset og syntes at have glemt den, fyldte den sig med et lille mod – et levn fra den store flugt – og løb rundt i cirkler på flisegulvet med hovedet trukket tilbage og brystet skudt frem, i små ryk som på åben mark, men dens lille hoved røbede den: det bevægede sig hurtigt og vibrerende, med artens ældgamle skræk forankret i sig.
Ind imellem, men sjældnere og sjældnere, mindede den igen om den høne, der engang havde kastet sig ud fra tagrenden, klar til at gale. I sådanne øjeblikke fyldte den lungerne med køkkenets lumre luft, og hvis hunnerne også var blevet udstyret med evnen til at gale, havde den nu ikke gjort det, men var blevet meget gladere. Men selv ikke i disse øjeblikke ændredes dens tomme udtryk. I flugt, som i hvile eller når den barslede eller pikkede majskorn – så var og blev det en hønes hoved, sådan som det blev skabt i tidernes morgen.
Indtil de en dag slagtede den, spiste den, og årene gik.
