Atropa Belladonna

Atropa Belladonna (klik her for at se billedet i høj opløsning)Atropa Belladonna
Glenn Christian
2016
48 sider
150 kr.

ISBN: 978-87-92684-56-1


Glenn Christians Atropa Belladonna er et forløb af prosastykker og lyriske stykker, der alle kredser om det samme galleri af menneskelige, umenneskelige og ikke-menneskelige karakterer. Forløbet indrammes af bogens to meget forskellige — men dog beslægtede — jeg-fortællere: en mand i en fangelejr, der observerer sine omgivelsers brutalitet, og en dyrelignende skabning, der afsøger stadig nye muligheder i sit eget væsen.

I 2013 udgav Arena Glenn Christians rasende sci-fi-dystopi Mudret Sol, som blev nomineret til Montanas litteraturpris 2014. Atropa Belladonna fortsætter den ophidsede afsøgning af fremtid og historie i en poetisk gøen, der både er desperat og visionær. Bogen tager sit udgangspunkt i lejrens aflukke — et ikke-sted, hvor alt kører i ring og bogstaveligt talt går op i røg. Lejren er hverken fortidig eller nutidig, men finder sted i en ubestemt fremtid. Fra dette nulpunkt afsøger teksten mulige flugtlinjer for en menneskelighed i opløsning.

Glenn Christians sprog udmærker sig ved sin optagethed af det grusomme, det voldsomme og det frastødende, men også ved sin underspillede præcision og sine overraskende, næsten kødelige billeddannelser, der lader uventede sammenfald opstå — og ikke mindst ved sin sorte og spraglede humor:

Se derude \ evt. i skumringen \ noget mærkeligt legemligt over træerne. Skoven trådt flad af fuglenes sang. Et HAV af musik. Skoven ser underlig benløs ud. Men på trods trænger en skam sig ud. Mine privilegier i pels \ den overklasse \ som sparker padder \ insekter og krybdyr i gulvet \ tydeliggøres midt i solens middagsvarme. Rødmen kan lige ses mellem en hel kornmark af stive hår \ flovheden spadserer ned i benene. Jeg kan adlyde som en hund \ tam spiser jeg af hånd

Glenn Christian er fortsat en unik og vigtig stemme i ny dansk litteratur.

Om forfatteren
Glenn Christian, f. 1976. Tog afgang fra Forfatterskolen i 2007. Debuterede i 2008 med digtsamlingen Det hjemlige (After Hand). Siden er en lang række udgivelser udkommet. De seneste udgivelser tæller Fabriksnoter(OVBIDAT, 2012), Hydra! (After Hand, 2013), Gran Canaria, del 1 (OVO Press 2015) Grusomhedsudstillingen (Donna Wood-genskrivninger, Arena 2015) og Gran Canaria, del 2 Hvalernes hævn (OVO Press, 2016).