Beskrivelse
Tornene i hækken
& På den anden side af gaden
Jørgen Ulrich
2003
179 s.
175 kr.
UDSOLGT
ISBN 87-7405-045-1
Romanen Tornene i hækken udkom første gang i 1955 på Arena, mens kortromanen På den anden side af gaden er skrevet i Paris kort før Ulrichs død i 2001. Tornene i hækken fik som Ulrichs øvrige romaner en vis opmærksomhed, men offentligheden havde besvær med helt at få styr på Ulrichs blanding af fransk surrealisme og amerikansk hårdkogthed og almindelig vildskab, som ikke lignede noget andet i tiden.
Tornene i hækken er Ulrichs femte roman og hans absolut mest radikale “eksperiment”. En sort og absurd familiehistorie om provinsiel småborgerlighed som livsform og fængsel. Vi er i selskab med ægteparret Debout, deres giftemodne datter Cecile og hendes tilkommende Pierre. De samme handlingselementer gentages let varieret i en struktur, der gør plottet til én lang march på stedet.
På den anden side af gaden er en flosset, testamentarisk tekst, hvor identitetssammenfaldene og den vaklende realitetsfornemmelse fra Tornene i hækken sættes på selvbiografisk turbo. Ulrich vælger et drabeligt ordmusikalsk ledemotiv for sit liv: “Vred var Vingthor da han vågned”, og motivet gennemspilles forlæns og baglæns, i mol og dur. Den døende oplever sig selv i utallige udgaver, der har bevæget sig i lige så mange retninger.
Om forfatteren
Jørgen Ulrich (1923 – 2001). Er desværre en af Danmarks mest oversete forfattere. Havde et broget og begivenhedsrigt livsforløb: fra arbejdsbrigader i Jugoslavien og Bulgarien, til studier på Harvard og frit bohemeliv i Paris afbrudt af rejser i Afrika som udsending for det amerikanske udenrigsministerium. Jørgen Ulrich udgav fra 1944 til 1959 syv romaner.
Fra udgivelsen:
Huset stod og forsøgte at lade som ingenting, imens den fremmede mand nedstirrede det. Det havde let ved at foregive sig uinteresseret og opnåede denne tilstand (som er næsten umulig for mennesker) blot ved at stritte med sine skorstene og vende det hvide ud af vinduerne. Det var et stort hus. Den største rektangulære blok i æsken med byggeklodser, men sat op i en målestok, som er gangbar i den virkelige verden. Der var ingen dikkedarer ved det hus, det var lige op og ned og stort og skrumlet. Man ville aldrig drømme om at bede det om at flytte sig lidt. Det havde naturligvis, som man forventer det af huse, vinduer og døre, men døre og vinduer var da også det eneste, som brød strengheden. Det tog sig så tilknappet ud som en underofficers frakke fra den første verdenskrig. Denne regelrethed gav huset en egen simpel stil. Det var bygget som en kaserne eller kostald, men virkede alligevel indbydende. Måske af den allersimpleste årsag, at der ikke kunne herske tvivl om, at det var et hus.
Husets mure var kalket lyserøde, en ganske sart lyserød, sådan som blodet lister sig op i den unge piges kinder, før hun fuldt forstår, hvor vovet historien er, som fortælles i salonen; før hun bliver sprængrød som en kalkun og forskrækket på sin sjæl. Eller de sidste solstrejf i skumringen, før natten kommer.
Sådan så huset ud i store træk.
Foran det havde man anlagt en blomsterhave, sikkert i god mening, men dette lille stykke dresserede natur lå i anstrengt naboskab til husets indlysende tilstedeværelse på det skovbeklædte bakkedrag. Med mindre tulipanerne selv havde forstået at tælle til ti, så var de sat sådan, ti og ti i små kravlegårde skærmet af en lav buksbom, der var gået efter med et strygejern. Hvem havde bildt blomsterne ind, at lige børn leger bedst? De røde ville ikke vide af de gule, og de hvide stod stivstilkede et rimeligt stykke fra de farvede. Imellem bedene løb havegange med perlegrus og bed sig selv i halen som konditorens fødselsdagskringle.
Den fremmede kunne ikke frigøre sig fra frygten for i næste øjeblik at se tulipanerne forlade deres indelukke og give sig til at marchere i geled, to og to over perlegruset, pærerne falde i græsset, tre og tre, fuglene flyve over himlen i sorte kors og hele butikken lukke klokken seks, på slaget.
Huset så imidlertid ikke ud til at genere sig på havens vegne. Måske fordi det følte sig bundet af loyalitet over for folkene, som beboede det. Ikke af sindelag, det ville være synd at sige; alligevel forsøgte det at behage dem ved at tie med sin mening. Fordi det dybest set anede, at dets eksistens alene betingedes af deres tilstedeværelse. Sådan må ethvert hus før eller senere indgå kompromiset. Folkene, som flytter ind, har dets sjæl med i kufferterne.
Huset huskede. Når talen drejede sig om folk, der flyttede ud eller ind, så huskede huset pludselig, at det havde kendt alle dage og alle omskiftelser. Det er denne omstændighed, der betinger, at det er i stand til at tage en hvilken som helst tilskikkelse med den flegma, som kendetegner et hus. Men huset accepterer ikke sin skæbne så passivt, som dets udvendighed nok kan antyde. Det er snarere en resignation, huset er næsten menneskeligt her. Det er på een og samme tid loyalt over for sin bestand og forråder den i sine tanker. Som enhver, der er i besiddelse af nogen visdom, måtte også huset betale for sin overlegenhed i erfaring ved at tie. Men det huskede.
Presseklip:
“Jørgen Ulrich i topform (…) Nye læsere kan begynde her.”
– Karen Skovbjerg, JydskeVestkysten
