Pia Juul: Let gang og lidt til

150.00 DKK

Pia Juul Let gang og lidt til

Genskrivning af Agnes Henningsens erindringsromaner. Bogen udgives I samarbejde med Initiativet Donna Wood

Ikke på lager

Beskrivelse

Let gang og lidt til er en genskrivning af Agnes Henningsens (1868-1962) erindringsromaner der udkom fra 1941-1955. Bogen er et kollageværk og en citatmosaik; Pia Juul har ikke skrevet materialet selv, men har frit sakset tekststykker fra Agnes Henningsens erindringer, brevvekslinger med tidens store forfattere, samt artikler og annoncer om Agnes Henningsen og sat dette sammen til et nyt, selvstændigt værk, der både kan læses som en hyldest til og en læsning af Agnes Henningsens banebrydende forfatterskab.

Let gang og lidt viser Agnes Henningsen som den foregangskvinde hun var og hvordan det bragte hende voldsomt i konflikt med datidens borgerlige moral. En forsat konflikt, der prægede hendes liv og værk, og som vandt hende lige så mange fjender som venner. Bogen portrætterer og hylder Henningsen og hendes bøger på original og gribende vis, og understreger forfatterskabets centrale betydning for den danske moderne litteratur. 2018 er 150-året for Agnes Henningsens fødsel – Let gang og lidt til fejrer på tiltrængt vis en afgørende forfatter, der tidligere, ganske ufortjent, har stået i skyggen af sine mandlige generationsfæller.

Pia Juul (f. 1962) har senest udgivet Forbi (digte) og Asterisk (tekster), begge i 2018. Pia Juul har vundet adskillige priser for sine bøger, bl.a. Beatrice prisen, Montanas Litteraturprisen og Danske Banks litteraturpris. Siden 2005 har hun været medlem af Det Danske Akademi.

Let gang og lidt til af Pia Juul er den fjerde udgivelse i serien Donna Wood-genskrivninger, der er blevet til i samarbejde mellem Initiativet Donna Wood og Forlaget Arena. Serien består af genskrivninger af allerede eksisterende værker. De tre første udgivelser i serien var Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansens Inferno (2014), Sigurd Buch Kristensens De danskes Øer, Bind I (2014) og Glenn Christians Grusomhedsudstillingen (2015).

Bogen udgives d. 16. november. Alle bestillinger op til den dato er forudbestillinger. Bogen sendes til levering fra og med d. 16. november.