Beskrivelse
105 variationer
Peter-Clement Woetmann
2015
110 sider
130 kr.
ISBN: 978-87-92684-43-1
“Der var noget som gled med videre. Var det bare regnen?
Hvirvlende, stirrende, syngende.”
I 2012 skrev Peter-Clement Woetmann i alt 1011 sætninger til en interaktiv tekstmaskine, som siden blev opstillet på bl.a. Roskilde Festival og biblioteker rundt omkring i landet. Teksterne i 105 variationer er et udvalg af de flere tusinde tekster, som maskinen har produceret. Maskinen består helt konkret af tre sammenlimede bøger, en skærm og en printer. Teksternes sammensætning varieres ved at den læsende bevæger bøgerne og trykker på dem for at vælge en sætning. Bogens eksperimenter med udsigelsespositioner og med bogformatets rammer er således udsprunget af en række møder mellem den læsende, den skrivende og det maskinelle.
Sætningerne i det oprindelige tekstmateriale er præget af intimitet, generthed og tvivl; der kredses om kærlighedens og skriftens mulighedsbetingelser, om tosomhed og forelskelse, sårbarhed og henvendelse. I de skrøbelige sætningers møde med den tilfældige eller udefrakommende tekstdannelse opstår en intim, men paradoksalt afpersonaliseret skrift.
Den til tider næsten maskinelle gentagelse af sætningernes åbne og søgende udsagn tilføjer dem uophørligt nye lag af betydning. Gentagelsesstrukturerne i 105 variationer forhindrer på den måde teksterne i at falde til ro i en entydig, endelig mening. I stedet opstår en uafsluttet og uafsluttelig undersøgelse af muligheden for at skrive, elske og tale med og til hinanden; en undersøgelse af poesiens og kærlighedens grundvilkår.
Om forfatteren
Peter-Clement Woetmann, f. 1985, debuterede i 2005 med digtsamlingen Heldigvis er skoven blevet væk. I 2010 udkom Mit indre Pompeii. Senest har han skrevet den dramatiske tekst Til mine brødre og bidraget med tekst til stykket I føling – en krigsballet, som begge behandler den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Peter-Clement Woetmann er derudover redaktør på forlaget Kronstork.