VERDENS RUM og andre tekster

georg-perecs300

 

VERDENS RUM og andre tekster
Georges Perec
Udkommer d. 24. november 2016
400 sider.
200 kr.

ISBN: 978-87-92684-59-2

 

For første gang foreligger nu på dansk et rigt udvalg af Georges Perecs vigtigste essayistiske og eksperimentale prosaværker.

Verdens rum – og andre tekster handler basalt om at se sig omkring. Hvilket kan være en udfordring – ikke mindst i en tidsalder, hvor nye teknologier til stadighed tvinger blikket ned på en skærm og filtrerer virkeligheden gennem den. Og heri ligger disse teksters aktualitet: som en opfordring til en rejse rundt i det tilsyneladende så almindelige.

Sideløbende med sine romaner arbejdede Perec i 1970erne og frem til sin tidlige død i 1982 på tekster og værker, hvori han undersøgte vores helt almindelige hverdag. Som han selv skriver (i en tekst fra denne bog):
“Det, der sker hver eneste dag, og som gentager sig hver eneste dag, det banale, det hverdagslige, det åbenlyse, det fælles, det almindelige, det infra-ordinære, baggrundsstøjen, det vante, hvordan gør man rede for dét, hvordan stiller man spørgsmål til det, hvordan beskriver man det?”
Perec arbejdede som en art ‘rumforsker’, når han undersøgte de steder, hvor hverdagen udfolder sig. I Verdens rum zoomer han langsomt ud – fra siden og sengen til verden og verdensrummet. I en anden tekst præsenterer han minutiøst de tilsyneladende uanselige begivenheder på en tilfældig plads i Paris. Han opgør i andre tekster samtlige fødevarer han indtager et helt år og undersøger feriepostkortet som genre ved selv at skrive et utal af postkort. Ligesom han reflekterer over måderne at ordne en bogsamling på – og over måden vi inddeler og opdeler verden på. Vittigt og begavet og med spørgsmålene som drivkraft for skriften.
I det nye danske udvalg er inkluderet to hele bøger (Espèces d’espaces fra 1974 og Tentative d’épuisement d’un lieu parisien fra 1975) samt tekster fra de to posthumt udgivne antologier Penser/Classer og L’infra-ordinaire (fra 1985 og 1989).

Om forfatteren
Georges Perec (1936-1982) anses i dag for at være en af de mest originale franske forfattere i efterkrigstiden. En håndfuld af hans romaner, ikke mindst mesterværket Livet en brugsanvisning (fra 1978), er oversat til dansk.

Om oversætteren
Bogen er oversat af forfatter og billedkunstner Christian Yde Frostholm. Han udgav Kalender for Natten i 2016 og Paris en brugsanvisning i 2013

Bogen er redigeret af Tue Løkkegaard og Thomas Hvid Kromann

VERDENS RUM og andre tekster udkommer d. 24. november 2016