Stein taler

Stein taler
Gertrude Stein
2006
185 s.
128 kr.

ISBN 978-87-7405-177-6

UDSOLGT

Oversættelse: Lene Asp Frederiksen
Efterord: Tania Ørum

Stein taler består af tre foredrag af Gertrude Stein, der fungerer som hendes poetikker, mens de kan betragtes som en tillempet udgave af hendes skønlitterære skrivemåde. Udvalget giver en ny indgang til Steins forfatterskab altimens det er med til at give en ny, mere nuanceret forståelse af det særligt steinske univers.

Foredraget “Komposition som forklaring” er Steins første forsøg på at forklare sit forfatterskab for et større publikum, det blev holdt i juni 1926 i Cambridge og Oxford i England. De to følgende foredrag “Portrætter og gentagelse” og “Poesi og grammatik” er fra Steins Amerika-turne i 1934-35.

Udgivelsen er tosproget.

Se alle udgivelserne i Klassikerserien her.

Om forfatteren
Gertrude Stein (1874-1946) er amerikansk forfatterinde med et betydeligt og omfangsrigt forfatterskab bag sig. Hun tilhører den store modernistgeneration af kunstnere og er samtidig med navne som Proust og Picasso. Hendes forfatterskab er ofte blevet anset for at være vanskeligt tilgængeligt, hvorfor hun først sent har opnået en fortjent anerkendelse for sit betydelige bidrag til litteraturens kanon.

Fra udgivelsen:

Hvad er poesi og hvis I ved hvad poesi er hvad er prosa.
Der er ingen grund til at fortælle mere end man ved, nej heller ikke hvis man ikke ved det.
Men ved I ved I hvad prosa er og ved I hvad poesi er.
Jeg har sagt at ordene i skuespil der er skrevet som poesi er mere livlige end de samme ord skrevet af den samme digter i andre slags poesi. Det var uden tvivl sandt hvad Shakespeare angår, er det nødvendigvis sandt om alle. Det er een ting man kan tænke over. Jeg sagde at ordene i et skuespil der er skrevet som prosa ikke er så livlige ord som de ord der er skrevet i andre slags prosa af den samme forfatter. Det er sandt hvad Goldsmith angår og jeg forestiller mig at det er sandt for næsten enhver forfatter.
Der er igen noget man kan vide.
En af de ting der er en meget interessant ting at vide er hvordan man føler inden i sig selv for de ord der kommer ud for at være uden for en selv.
Har man altid den samme følelse i forhold til lydene når ordene kommer ud af een eller har man ikke. Alt dette har så meget at gøre med grammatik og med poesi og med prosa.
Ordene skal gøre det hele i poesi og prosa og nogle forfattere skriver mere med artikler og præpositioner og nogle siger at man bør skrive med navneord, og selvfølgelig skal man tænke på det hele.
Et navneord er et navn for noget, så snart en ting har fået et navn hvorfor så skrive om den. Et navn er passende eller også er det ikke. Hvis det er passende hvorfor så blive ved med at nævne det, hvis det ikke er så hjælper det ikke at kalde det ved dets navn.
Folk kan om I ønsker at tro det blive skabt af deres navne. Kald hvem som helst Paul og så bliver de en Paul kald hvem som helst Alice og så bliver de en Alice måske ja måske nej, der er noget om det, men i almindelighed, når ting først har fået navn bliver navnet ikke ved med at gøre noget ved dem og hvorfor så skrive med navneord. Navneord er navnet for noget og blot at nævne navne er fint hvis man vil lave et navneopråb men er det godt for noget andet. Ganske vist kan de mange steder i Europa ligesom i Amerika godt lide navneopråb.
Som jeg siger er et navneord et navn for en ting, og derfor hvis man langsomt føler hvad der er inden i den ting kalder man den ikke ved det navn den er kendt som. Det kender alle til ud fra den måde de gør på når de er forelskede og en forfatter bør altid have så intense følelser for lige meget hvilken genstand han skriver om. Og derfor og jeg siger det igen oftere og oftere sker det at man ikke bruger navneord.
Nå hvilke andre ting er der ud over navneord, der er mange andre ting ud over navneord.
Når man går i skole og lærer grammatik er grammatik meget spændende. Jeg tror virkelig ikke at noget nogensinde har været mere spændende end at analysere sætninger. Jeg går ud fra at andre ting måske er mere spændende for andre når de går i skole men for mig var det uden tvivl da jeg gik i skole det virkelig mest fuldstændigt spændende at analysere sætninger og lige siden har det for mig været den ene ting der er mest fuldstændigt spændende og fuldstændigt fuldstændig. Jeg holder af følelsen den evigtvarende følelse af sætninger der analyserer sig selv.
På den måde er man fuldstændig i besiddelse af noget og i øvrigt sit eget selv. I sætningsanalysen er der selvfølgelig artikler og præpositioner og som jeg siger er der navneord men navneord er som jeg siger selv per definition fuldstændig uinteressante, det samme gælder adjektiver. Adjektiver er ikke virke¬lig interessante. På en måde kan enhver har enhver altid vidst det, for eftersom adjektiver lægger sig til navneord og navneord ikke virkelig er interessante kan den ting der lægger sig til noget der ikke er for interessant nødvendigvis ikke selv være interes¬sant. På en måde er det som jeg siger noget enhver ved for selvfølgelig er den første ting nogen fjerner i nogens tekster adjektiverne. I ser selv hvor rigtigt det er det jeg lige har sagt.