Saturn

Saturn
Henrik Bjelke
2001
347 s.
198 kr.
Udkom første gang i 1974

ISBN 87-7405-013-3

UDSOLGT

Saturn er ikke bare Henrik Bjelkes, men måske hele hans generations mest ambitiøse værk. Med baggrund i skiftende europæiske omgivelser, i skiftende tider, fra omkring første verdenskrig til halvfjerdserne, har den som kerne kunstneren, det skrivende jeg, der i et skitseagtigt forløb først forelsker sig i en kølig italienerinde, siden i en ung fyr fra USA og til sidst i sin egen kone. Men nedenunder og ovenover og ved siden af det skitseagtige er der virkelig fart på. Blokke af surreelle improvisationer afløses af smædeskildringer og kulturessayistiske digressioner, som igen afløses af myter og rim og remser og svimle indfald.

Saturn udkom første gang i 1974 og blev dengang af anmelderne karakteriseret som bl.a. “Et frygtindgydende artistisk blændværk i den internationale modernistiske tradition” (Information), “Et tætpakket skuffedarium” (Berlingske Tidende). Den er i dag en af de vigtigste eksperimenterende romaner i den sidste tredjedel af det 20. århundrede.

Om forfatteren
Henrik Bjelke (1937 – 1993) debuterede i 1968 med novellesamlingen Første person ental og udsendte i de følgende år en række kritikerroste romaner, essays, novelle- og digtsamlinger, bl.a. Trap, Hundrede postkort fra helvede, Togplan for Otto og sidst Skandalens sted (1992).

Fra udgivelsen:

Sidder på taget i undertrøje 24.00 nat. Cikadernes tørre ringlen i uhyre kor, fra et træ til et andet svarer de hinanden som en puls, som en litani. Det siges at man ved at tælle de enkelte slag inden for et minut af en “ringlen” kan måle luftens temperatur, ved at gange eller dividere antallet af slag med et tal (som jeg gerne ville kende). Ind imellem denne svingende intonation fra træ til træ høres en lyd som om nogen sætter sig i et kurvemøbel: palmerne duver let og knager. Spist kylling i dag og sovet indtil the. Bygget mexikansk trappe af Coopers klodser – tog mig en time. Nu vågen efter at have været nede med skraldespanden, hvorved jeg opdagede vor mægtige nabo, det døde spøgelsesagtige klunkehotel med dets spinkle kupler, fialer og spir i lysegråt malet træ som et fantastisk drømmende slot belyst på sine kalkede og tilskodede facader af månen, og vort eget lille rosa hus på sort bund: en knejsende konstruktion nu oplyst indefra som et dukkehus med lys i eller en udhulet kålrabi.
Lysene på Cap Martin spejler sig i Garacanbugtens sorte blanke vand og minder om nogle gule kinesiske lamper, som spejler sig i sort vand i en scene i begyndelsen af “La condition humaine” eller rettere om min ret anløbne erindring om disse lamper. Et enkelt lys på en nu usynlig bjergtop tilhøjre mod Gorbio kan let forveksles med en stjerne og omvendt. Jeg sidder ved petroleumslys og holder myg og moskitoer væk med cigaretrøg. Haven dufter stærkt krydret om natten som følge af duggen. Den mindste form for væde får duftene til at komme frem. Jeg kan høre en mand råbe, langt borte ved havet, måske en fuld marinesoldat, det ekkoer mellem de stille affolkede gader nede i Carnolès. Af og til en bil, af og til et tog der som en oplyst bændelorm snor sig lynhurtigt og søvngængeragtigt sikkert ud og ind mellem husenes konvekse tage – bygget rambling – og de pompøse washingtoniapalmer langs skinnelegemet med en rolig lyd som et forbidragende tordenvejr, der sætter den påfølgende stilhed i relief.

Presseklip:

“Bogen er selvfølgelig svær at læse, der skal et ordentligt ork til, men man skal sørge for ikke at gå i stå. Det er som med Ezra Pounds Cantos og andre af modernismens superværker: man skal ikke gøre regning på at forstå alt, men mens man læser den, lærer man at forstå dens rytme med dens mange ekskursioner og fortabelser. Overalt er der noget på spil, en risikabel og selvudleverende investering, som man ikke er forvænt med. Henrik Bjelke har villet måle sig med de største modernister fremfor de danske realister. De nævnes rundt om, fra Whitman, Joyce, T.S. Eliot, Henry Miller, Nabokov, Lawrence Durrell, Djuna Barnes, Günther Grass, Henri Michaux og Allen Ginsberg til endnu mange flere. De ikke bare er der, de bruges til noget.”

– Torben Brostrøm, Information