Pan & Landskaber

Pan & landskaber
Morten Søkilde
2007
32 s. + 32 s.
150 kr.

UDSOLGT

ISBN 978-87-7405-193-0
ISBN 978-87-7405-191-6

Pan – en fabel og Landskaber er to bøger, der er samlet med et gennemsigtigt smudsomslag.

Pan – en fabel er en sonetkrans, der består af ord, som udelukkende indeholder vokalerne a og e, mens hver linje er på 36 anslag. Genbrugen af den klassiske sonet er en af Morten Søkildes foretrukne former, hvor en af reglerne – rimet – også har sin centrale plads, der medfører en særlig rytmik, mens digtene springer visuelt i øjnene med deres kvadratiske form.

I Landskaber har Søkilde underfundigt reduceret tekstens vokaler til to og tre på varierende måder. Digtene er til forskel fra digtene i Pan mere frie i formerne.

Fælles for digtene i begge bøger er naturen som omdrejningspunkt og blandingen af humor og finfølelse.

Om forfatteren
Morten Søkilde er bl.a. uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi og Forfatterskolen. Han er i forvejen kendt for sine væginstallationer, hvor ord på farvede lerforme er sat på plader, der på væggen bryder det 2-dimensionelle rum både rent minimalistisk og farvefuldt legende i en komposition, hvor hvert bogstav har sin farve og størrelse.

Fra udgivelsen:

Over skovlandskabets tornetætte snarekrat
og spraglede lavland
op blandt nælder blade græs og bær
klatrer kratskovens stræbende larve
klar orange af ravfarve
ad rosenstænglens radmagre stok.

Varsomt voves larven op af langsom traven.
Skælver, spæd af vækst
skæv af længsel, mod blæstens væsen (vævens bærer,
sjælens vægt). Hovedet hæves; sænkes; bæves stærkt:
Om skallen skal klække og kærtænkes
slægtens voksne sværm og somrens modne larve

tabe kokonnen og blot-som-blomsten-op forvandles?
Laber lang og lodden-
sjov slæbes skovens orm. Han ænser, al for vag,
nok næppe faren; nærmes; famler; mærker godt odden.
Tag agt! Tag agt!
Vogt for rosens torn!
varsler angst kastanjen.

Bomb. Slap gav maronen; faldt, landede og ramte,
tabt fraoven, skovens jord.
Straks vaktes snogen (bragte krattets dragt mod svag
raslen af affarvede halvfalmede frafaldne blade.
Op om glat hale, om hals
op om lang mave, snos skovens vragede affavrede-flove

flor, mást, kvást af Mands flade fodspor, af hjortes hove)
og snogen sang: Mord!
som Gardenen’s gamle slange (af lov: Jag: fang: dræb: Æd:
Sov) sang fra sagnet hvor sankt Satan bandsvor
og opsagde troskabens gavn og tarv
for at overrække Adam Evas ækle æbleskrog-og-os vor arv.