Fritz Kochers Skolestile

Fritz Kochers Skolestile
Robert Walser
2006
73 s.
148 kr.

ISBN 87-7405-179-2

UDSOLGT

Fritz Kochers Skolestile er et af Robert Walsers allertidligste værker, oprindeligt udgivet i 1904. Det præsenterer læseren for en rammefortælling, idet alle teksterne skal forestille at være skoleeleven Fritz Kochers favntag med sproget i stileskrivning. Timerne går med betragtninger over emner som “Skolen”, “Fædrelandet”, “Musik” og “Klasseværelset”.

Om forfatteren
Robert Walser (1878-1956), schweizisk forfatter og dramatiker. Debuterede som 23-årig i 1901 i det velrenommerede tyske tidsskrift Der Insel.

Fra udgivelsen:

FRISTIL

Denne gang, sagde læreren, må I skrive, hvad der lige falder jer ind. Ærlig talt, så er der ikke noget, der falder mig ind. Jeg bryder mig ikke om den form for frihed. Jeg vil gerne være bundet til et foreskrevet stof. Jeg er for doven til at finde på noget. Og hvad skulle det også være? Jeg skriver gerne om hvad som helst. Det interesserer mig ikke at opsøge et bestemt stof, men at opsøge fine, skønne ord. Jeg kan ud fra en idé forme ti, ja hundrede idéer, men der er ingen grundidé, der falder mig ind. Hvad ved jeg, jeg skriver, fordi jeg finder det smukt, sådan at udfylde linierne med sirlige bogstaver. Om “hvad” er mig fuldstændig ligegyldigt. – Aha, nu har jeg det. Jeg vil forsøge at tegne et portræt af klasseværelset. Det er der endnu ingen, der har gjort. Jeg kan ikke undgå at få karakteren “fortræffelig”. – Hvis jeg løfter hovedet og ser hen over de mange elevhoveder, må jeg uvilkårligt le. Det er så hemmelighedsfuldt, så mærkværdigt, så fremmedartet. Det er som et summende, sødt eventyr. Bare tanken om, at der er flittige, hoppende, ilende tanker i alle disse hoveder, er hemmelighedsfuld nok. Stiletimen er måske af præcis den grund den skønneste og mest dragende. I ingen anden time går det så lydløst, så andægtigt for sig og bliver der arbejdet så stille. Det er som om, man kan høre tænkningen stille flyde, stille bevæge sig. Det er som aktiviteterne hos små hvide mus. En flue flyver frem og tilbage og sætter sig stille på et hoved for at hvile sig på et hår. Ved sin pult sidder læreren som en eneboer mellem klipper. Tavlerne er sorte uudgrundelige søer. Ridserne, der er på dem, er bølgernes hvide skum. Eneboeren er helt fordybet i tanker. Intet i den vide verden, det vil sige i klasseværelset, påvirker ham. Fra tid til anden klør han sig vellystigt i håret. Jeg ved, hvilken vellyst det er at klø sig i håret. Derigennem løfter man tænkningen uendeligt. Det ser godt nok ikke særlig godt ud, men så igen, alt kan jo ikke se godt ud. Læreren er en lille, svag, spinkel mand. Jeg har hørt, at sådanne mænd er de klogeste og mest belæste. Det er muligt. Om læreren har jeg den faste overbevisning, at han er uendeligt klog. Jeg kunne ikke tænke mig at bære byrden af hans viden. Hvis det er upassende skrevet, så bør man huske på, at det nødvendigvis hører med til tegningen af klasseværelset. Læreren er meget pirrelig. Han farer ofte vildt op, når en elev ærgrer ham med sin ukundskab. Det er en fejl. Hvorfor dog lade sig ophidse over så ligegyldig en ting som en elevs dovenskab? Men jeg kan jo sagtens snakke. Hvis jeg var i hans sted, ville jeg måske være endnu mere ubetænksom. Man må have et særligt talent for at være lærer. Altid at bevare sin værdighed over for sådanne slyngler som os, kræver megen selvovervindelse. I det store hele behersker vores lærer sig fint. Han har en fin, klog måde at fortælle på, hvilket man ikke kan fremhæve nok. Han har en meget nydelig påklædning, og det er sandt, at vi ofte ler bag hans ryg. En ryg har altid noget latterligt over sig. Det kan man ikke gøre noget ved. Han går i lange støvler, så man skulle tro, at han kom direkte fra slaget ved Austerlitz. Disse støvler, som er så storslåede, og hvor kun sporerne mangler, giver os meget at tænke på. Støvlerne er næsten højere end ham selv. Når han er rasende, tramper han med dem. Jeg er ikke særlig tilfreds med mit portræt.

Presseklip:

“Som udøvende klummeskribent føler jeg mig akut genkendt af Robert Walsers lille genistreg Fritz Kochers skolestile fra 1904, som nu omsider er kommet på dansk i Erik Granly Jensens lydefri oversættelse på forlaget Arena.”