Engang tog jeg til Kap Finisterre

Engang tog jeg til Kap Finisterre
Anette Højlund
2005
28 s.
75 kr.

ISBN 87-7405-163-6

Engang tog jeg til Kap Finisterre er en fotobog og en personlig rejsefortælling med dagbogslignende noter. Tekstfragmenterne beretter ikke om en bestemt rejse, men kredser om den bevidsthedstilstand at rejse til mange forskellige destinationer, som turist eller forbipasserende.

Som en bog der kan foldes ud på forskellig måde, appelleres der til læseren om selv at påtage sig det praktiske arbejde med at stykke en historie sammen.

Bogen er blevet til i forbindelse med kunstnerens værk på gruppeudstillingen “Ude og Hjemme” på Overgaden – Institut for Samtidskunst.

Se alle udgivelser i serien Arena Dottir her.

Om forfatteren
Anette Højlund, billedkunstner og lærer ved Danmarks Designskole. Har tidligere udgivet fotobogen Made in Japan, 1999.

Fra udgivelsen:

Jeg havde siddet i 12 timer i flyet på vej over Sibirien. Undervejs snakkede jeg med min sidemand, der fortalte at han en gang om året vendte tilbage til det samme sted for at fotografere en dreng. Det var 13. gang, han skulle besøge ham.

Jeg lagde mig ned på bænken, jeg ville ikke sove. I lufthavne er der risiko for at forsvinde for alvor. Drømte om fotografen; han boede nu i et hul i jorden. Folk havde fået kendskab til ham og var begyndt at betragte ham som en hellig mand. Mange valfartede til stedet, hvor han hele tiden gravede sig dybere og dybere ned. De stak sugerør ned i jorden, og gennem sugerørene kunne man sende breve. Jeg sendte strimler af postkort ned til ham.