Døgnet

Døgnet
Poul Vad
2003
131 s.
120 kr.
Dagene, Døgnet, Døren samlet: 320,00 kr.

UDSOLGT

Udkom første gang i 1967 som anden del af Taber og vinder

ISBN 87-7405-033-8

Udkom første gang som en af tre selvstændige fortællinger (Dagene, Døgnet og Døren) samlet under titlen Taber og vinder, Gyldendal, 1967. Her foreligger de for første gang som tre bøger efter forfatterens ønske.

Døgnet er en anonym fortællers beretning om alle de små prøvelser og uhåndterlige, smertefulde irritationer der gennemleves mellem morgenens opvågnen og nattens søvn. Ægteskabets og kontorlivets ritualer danner rammen om de fysiske og psykiske fænomener, fortælleren ustandselig føler sig truet af og som gør hans dag til en gravalvorlig farce.

Om forfatteren
Poul Vad (1927 – 2003). Debuterede i 1956 ned digtsamlingen Den fremmede. Af romaner er bl.a. udkommet Rubruk (1972), Kattens anatomi (1978) og Galskabens karneval (1981). Har udgivet flere essays og skrevet flere kunstportrætter, bl.a. om Vilhelm Hammershøi, Albert Mertz og Henry Heerup.

Fra udgivelsen:

Hun så ud til at kunne trænge til hjælp og omsorg. Idet jeg gik hen til hende som hun stod ved bordet lagde jeg en hånd blidt om hendes skulder. Med en bevægelse drejede hun sig ud af mit greb, hun strøg min hånd af sig som et fremmedlegeme, som var det et eller andet uvedkommende der havde lagt sig på hendes krop, noget der generede hende og som det gjaldt om at slippe af med. Et øjeblik havde jeg mærket hendes skulders rundede form i min hånd, og samtidig et strejf af hendes krop. Jeg stod tilbage med denne overflødige og ubetænksomme gestus, som en påbegyndt og pludseligt afbrudt sætning, hun havde snoet sig nok så behændigt ud af min arm så at det ikke virkede alt for påfaldende eller stødende, og jeg måtte med lynets hast genfinde mit udtryk fra før og lade som ingen ting. Frem for alt ønskede jeg at intet som helst hjælpeløst skulle klæbe ved mit ansigt. Med sin afværgende bevægelse havde hun uden ord utvetydigt fortalt hvor malplaceret min gestus havde været. Det følte jeg nu også selv. Jeg burde ikke have ladet mig rive med af øjeblikkets indskydelse, og jeg burde have vidst at hun ikke brød sig om det. Det var uundgåeligt at jeg følte mig en lille smule skamfuld, som om en eller anden bitter saft blev presset frem og lod nogle dråber sive gennem min bevidsthed. Jeg sank det spyt jeg havde i munden og satte mig ned. Og måske følte hun at hun skyldte mig noget, en kompensation, en balsam på den lille svie hun havde tilføjet mig, eller måske kunne hun se det på mig, jeg mærkede at der klæbede noget hjælpeløst ved mit ansigt skønt jeg havde anstrengt mig for at udslette det, jeg vidste ikke hvor meget, måske blot som en skygge, men nok til at hun kunne ane det, kunne gætte det nu hun tog plads på den anden side bordet og så over på mig. Muligvis var hun slet ikke klar over årsagen til dette udtryk som jeg ikke helt og fuldstændig havde fået fjernet sporene efter. Rimeligvis begreb hun ikke forbindelsen mellem hendes egen uvilkårlige bevægelse, den drejning af kroppen hvormed hun instinktivt havde unddraget sig min berøring og således havde afskåret al yderligere tilnærmelse, og mit ansigtsudtryk. Denne lille bevægelse, der rev en flænge i mig, et sår der vedblev at være åbent længe efter som et brandsår, var knap nok blevet registreret af hendes bevidsthed. Jeg sad over for denne kvinde der trak sig bort fra mig, vred sig bort fra min hånd som om den var et dyr, fejede den af som et generende spindelvæv, i lampens neutralt hvide, dæmpet klare belysning ned over det dækkede bord. Hun lænede sig ind over bordet og rakte ansigtet frem imod mig for at jeg kunne kysse det, som en maske hun holdt frem. Jeg lænede mig selv ind over bordet og så hende lukke øjnene i det øjeblik vore ansigter nærmede sig hinanden. Hendes øjenlåg gled i, tykke, hvide og hvælvede, som en dukkes øjenlåg når den bliver hældet på en bestemt måde. De bløde læber var fast samlede og hun skød dem imødekommende en lille smule frem.

Presseklip:

“Poul Vad er en af vores mest respektindgydende forfattere, både hvad angår kunstnerisk format og ubestikkelighed. (…) Da den nu afdøde Artur Lundkvist, mangeårigt medlem af Nobelpriskomiteen, engang i 70’erne blev bedt om at nævne nogle danske forfattere, som kunne tænkes at komme i betragtning til den eftertragtede pris, pegede han netop på Poul Vad som en af de få indlysende bud.
Det er en lige så indlysende god idé, at det gendannede Arena nu relancerer Vads roman fra 1967, “Taber og vinder”, nu i tre selvstændige bind, “Dagene”, “Døgnet” og “Døren”. (…) “Taber og vinder” (“Dagene”, “Døgnet”, “Døren”) er en skræmmende fortælling, det er der ingen grund til at skjule, den er så langt fra lallaedansk “samfundskritik” som tænkes kan.”

– Bent Vinn Nielsen, Jyllands-Posten