Den grå stemme

Den grå stemme
Birgitte Steffen Nielsen
2002
185 s.
198 kr.

UDSOLGT

ISBN 87-7405-025-7

Forord: Horace Engdahl

I Den grå stemme – Stemmen i Tomas Tranströmers poesi baner Birgitte Steffen Nielsen vej for en anden læsning af Tranströmer ved at påvise stemmens udslagsgivende betydning for det lyriske i Tranströmers forfatterskab. Det sker blandt andet med udgangspunkt i Horace Engdahls Beröringens ABC (på dansk Berøringens ABC, Arena 2004).

Om forfatteren
Birgitte Steffen Nielsen (f. 1969). Cand.phil. i litteraturhistorie. Har tidligere publiceret essayet “Faldets retorik” om Albert Camus og essayet “En tragisk underfundighed” om Jorge Luis Borges.

Fra udgivelsen:

Billedet “Pige med perleørering” på omslaget (af Den grå stemme) er fra midten af 1600-tallet og malet af Johannes Vermeer van Delft. Når dette klassiske flamske mesterværk bruges på omslaget til en bog om Sveriges store, modernistiske lyriker, Tomas Tranströmer, kan det opfattes som et temmelig konventionelt signal at sende. Med udgangspunkt i metaforerne er der nemlig en udbredt opfattelse af Tranströmers poesi som centrallyrisk billedmageri uden egentlige modhager i det fuldendte, en opfattelse valget af Vermeers billede kunne se ud til at understøtte. Men det er ikke det syn på Tranströmers poesi, der ligger til grund for denne bog. Vermeers billede er da heller ikke valgt for sin klassiske skønheds skyld. Det er ikke billedets skinnende og afrundede perfektion, som er berøringspunktet mellem de to. Det er noget ganske andet.
Når vægten lægges på stemmen i Tranströmers poesi fremfor på billedsproget, bliver forestillingen om hans digte som klassisk centrallyrik uundgåeligt udfordret. I stedet kan der gives plads for en grå stemme, en distraherende modstemme, der lader sig høre i digtene. Snarere end fra en vilje til at skabe det fuldendte, mener jeg, at Tranströmers poetiske kraft kommer fra denne umærkelige vokale ridsen i lakken. Og det kan Vermeer faktisk hjælpe med at belyse.
Vermeer er en af de kunstnere, hvis livshistorie og poetik, Tranströmer kondenserer i en form for lyrisk portrætkunst. Digtet “Vermeer” (1989), ligesom for øvrigt Schubertdigtet “Schubertiana” (1978), tegner i portrætteringen samtidigt umiskendeligt et signalement af den tranströmerske poetik. De to skikkelser skrives således frem som andet end blot fascinationspunkter, nemlig i en anden grad som valgslægtskaber.

Presseklip:

“Nielsens bemærkelsesværdigt grundige værk om stemmen i Tranströmers poesi gør op med kritikkens forenklede fremstilling af den svenske digter som sprogets billedmager. Forfatterskabet har også ‘en grå stemme’ som Nielsen indfanger på overbevisende vis.”

– Kamilla Löfström, EkstraBladet

“en berigende og herligt halsbrækkende tilføjelse – ikke bare til Tomas Tranströmers forfatterskab, men til forståelsen af den mundtlige/lydlige/akustiske del af et digts væsen i al almindelighed.”

– Liselotte Weimer, Weekendavisen

“beundringsværdig klar og godt skrevet inden for sin genre.”

– Peter Due Jensen, Sentura