Den endegyldige afskaffelse af guds dom

Den endegyldige afskaffelse af guds dom
Antonin Artaud
2014
96 s.
130 kr.

ISBN 978-87-92684-41-7

Oversat fra fransk af Kristian Husted
og Kenn Mouritzen








“Hvem er jeg?

Hvor kommer jeg fra?

Jeg er Antonin Artaud,

og lad mig sige det,

som jeg har lært at sige det,
straks vil De

se min foreliggende krop
sprænge i stumper og stykker
og under ti tusind notoriske
aspekter

samle sig

en ny krop,

hvor De

aldrig mere vil kunne
glemme mig.”

Antonin Artauds sidste og sagnomspundne værk, Den endegyldige afskaffelse af guds dom, blev skrevet på bestilling til opførelse i fransk radio og også indspillet i november 1947. Da radioens direktør hørte optagelserne, blev de ikke desto mindre straks taget af programmet under henvisning til deres obskønitet. Artaud døde året efter, og disse omstændigheder har bidraget til mytologiseringen af Den endegyldige afskaffelse af guds dom.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom indtager en central plads i radiokunstens historie, men er også, hvis ikke først og fremmest, en tekst og et litterært værk, og det er ikke mindst som sådan, at det har haft sin store udbredelse, siden det udkom første gang i bogform en måned efter Artauds død i 1948.

Antonin Artauds forfatterskab vidner om en højspændt udveksling mellem liv og skrift og kredser om en eksistentiel ufrihed og en hertil svarende uomstødelig frihedstrang. For Artaud var endemålet, at skriften skulle revolutionere livet, kroppen og sproget. Således også i Den endegyldige afskaffelse af guds dom. Opgøret var stærkt subjektivt funderet, voldsomt i sit udtryk og blev rettet mange steder hen.

Fra frigørelsen fra kropsfunktioner – det er i Den endegyldige afskaffelse af guds dom, at Artaud former den idé om en ‘krop uden organer,’ som de franske filosoffer Félix Guattari og Gilles Deleuze siden har gjort til et af de mest berømte omdrejningspunkter i deres fælles værker – over frigørelsen fra sociale magtformer til en frigørelse af sproget selv. Frihedstrangen kommer selvfølgelig ikke mindst til udtryk i det revolutionære formsprog – med dets blanding af lyddigtning, provopolitik og rituel poesi – som også i dag forlener teksten med en poetisk aktualitet og næsten uforandret provokationskraft.

Oversættelsen ledsages af et appendiks med en række af Artauds breve og manifestet “Grusomhedens teater” (1947). Desuden omfatter udgivelsen en introduktion forfattet af oversætterne og et efterord skrevet af radiojournalist Jan Høgh Stricker – der tilsammen indsætter stykket i en bredere radio-, litteratur- og kulturhistorisk kontekst.

Om forfatteren

Antonin Artaud (1896-1948) var fransk digter, dramatiker, skuespiller og teaterkritiker. Som skuespiller bl.a. med i den danske filminstruktør Carl Theodor Dreyers La Passion de Jeanne d’Arc (1928). Sammen med den surrealistiske dramatiker og digter Roger Vitrac drev han mellem 1926 og 1928 det blandt tidens kunstnere legendariske og æstetisk indflydelsesrige teater Le Théâtre Alfred Jarry. Blandt hovedværkerne er: L’Ombilic des limbes (1925), Correspondance avec Jacques Rivière (1927), Le Pèse-nerfs (1927) og Le Théâtre et son double (1938). På Arena udkom i 60’erne og 70’erne: (et udvalg af tekster i) Aktuel surrealisme. Poesi og prosa (1966), Det dobbelte teater (1967) og Antonin Artaud i udvalg og gendigtning ved Peter Laugesen (1973).

Om oversætterne

Kristian Husted (f. 1976) er dramatiker og teaterkritiker. Kenn Mouritzen (f. 1972) er komponist, lyddesigner og oversætter. Oversætterne iscenesatte i 2012 Den endegyldige afskaffelse af guds dom på Warehouse 9 i København.